FORVANDLING

Kunstnere: Mia Roar Damsted og Marianne Nielsen
Dato: 15.12.2023-03.02.2024 

En gruppeudstilling med keramisk kunstner Mia Roar Damsted og tekstildesigner Marianne Nielsen.

Begge skaber med deres værker forbindelse mellem det kontrollerede og det uforudsigelige, det uperfekte og det insisterende, hvilket afspejles i deres tekniske brug af leret og tekstilet. Med udstillingen forenes materialer og teknikker, som med hver deres forunderlige proces forvandles fra et til et andet.

Keramisk kunstner Mia Roar Damsted er nyuddannet fra Århus Kunstakademi i foråret 2023. Hun har deltaget i flere censurerede udstillinger, på bl.a. Kunstnernes Påske- og sommer udstilling, og har senest udstillet sine værker på CLAY Keramikmuseum.


Mias kunstneriske praksis udspringer af en åben og nysgerrig undersøgelse af materialets potentiale, baseret på naturens elementer, som udfolder sig i kontrollerede omgivelser.

Hun fokuserer særligt på leret i dets oprindelige form samt jordmineraler, sand og vulkansk aske, der udgraves direkte fra naturen. Hun tillader naturens kræfter at forme det uperfekte og uholdbare, samtidig med at hun omfavner materialernes insisterende uforudsigelighed.

Tekstildesigner Marianne Nielsen (f. 1984) er uddannet fra Designskolen i Kolding i 2021. Hun har arbejdet med blomster og botanik i mange år og naturen er iboende i hendes værker.

Med hendes tekstile værker, leder hun tankerne hen på naturens ligefremme bevægelser. Igennem hendes strikkede værker skaber hun en atmosfære, hvor hovedet og kroppen finder ro i den sanselige oplevelse og erfaring.

Værkerne er skabt med en eksperimentel tilgang til analog maskinstrik. Hun udfordrer strikkens traditionelle bløde udtryk ved at væve stive tråde på tværs af den strikkede konstruktion. Dermed opstår formerne, strukturen og stabiliteten i samme arbejdsgang.